Den første tur i VoresBoBil
Enebærodde 8. - 9. Maj 2021
Den første tur i Vores Bobil gik til Enebærodde nord for Odense.
Et skønt sted at vågne op, med udsigt over havet.
28 km cykeltur på Hasmak ruten.
8. Maj kørte vi til Enebærodde, hvor vi parkerede ved Halshusene.
Om eftermiddagen cyklede vi Hasmarkruten, en 28 km tur, som tog os langs Hasmark Strand, gennem små landsbyer til Otterup. Vi kom forbi Østruplund, som kendes tilbage fra 1456, den nuværende hovedbygning er fra 1882. Elias Møller, som var husmandssøn, var forvalter på Østrupgaard og giftede sig i 1797 med enken efter Jens Dreyer Schebye og blev godsejer. I 1818 fik han inddæmmet Egense Fjord, ca. 600 ha og dengang Danmarks største inddæmning. Han lavede i 1828 Østrupgaard til et stamhus, som var i Møllerslægtens eje indtil 1927. I 1941 blev det købt af staten og omdannet til institution under navnet Østruplund, i dag er det ejet af Region Syddanmark og er et botilbud for voksne med problemer.
Derefter videre til Klintebjerg med udsigt til Vigelsø, igennem de små byer Gerskov og Hessum til Otterup Lystbådehavn, som ligger inderst i Egensedybet. Vi cyklede på diget til Hofmansgave , som er en gammel hovedgård fra 1483, de nuværende bygninger er fra 1787, delvis i bindingsværk og virkelig velholdte. I dag er det en stiftelse, som driver et moderne landbrug med malkekøer og agerbrug.
En gåtur på 13 km ud af Drejet, over Hals til Enebærodde ved Gabet
Vi overnattede på P-pladsen med udsigt over Kattegat og den 9. Maj gik vi turen 12,4 km på Enebærodde på sydsiden ud til Fyrtårnet og på nordsiden tilbage.
Vi så Martinegården, en gammel firlænget gård, som nu er en slags spejderhytte. Desuden lagde vi mærke til alle de forskellige planter og blomster, som var på Odden.
Sidst på eftermiddagen returnerede vi til Faaborg.