1. Etape af turen Tyskland og Holland - Vores Bo Bil

Vores Bo Bil
Gå til indhold
Den 27. april 2022 begyndte vi vores forårstur.
Vi lagde ud med at køre de 316 km til Itzehoe i Tyskland, hvor vi fandt en plads nær floden Stör. De var ved at stille et enormt tivoli op på pladsen, men heldigvis havde det ikke åbnet endnu, så vi fik en fredelig nat.

2. dag kørte vi til Elb-færgen i Glückstadt, vi holdt i kø ca. 1 time for at sejle de tyve minutter over Elben, der er meget trafik, især af lastbller, så de fire færger, der sejler i pendulfart har nok at sejle med. Vi kom lidt syd om Bremerhafen og gennem en tunnel under Weser floden. Længere mod vest i en tunnel under floden Ems og kort efter kunne vi parkere bag diget i den lille by Ditzum. 233 kørte kilometer.

3. dag. Vi blev i Ditzum og cyklede ca 30 km rundt i det meget flade polder land, som er gennemskåret af kanaler overalt.
Foto af afvandingsmølle, der før har afvandet Wynshamster Kolk, som ligger 2,5 meter under havets overflade.
4. dag. Videre ind i Holland, hvor vi brugte noget tid på at køre ad småveje og igennem Groningen inden vi tog en større vej til det vi kalder Zeudersødæmningen og som egentlig hedder Afsluitdijk. Det stod færdigt i 1933 og har gjort en havbugt dels til inddæmmet land og dels til en 1.100 kvadratkilometer stor indlandssø IJsselmeer. Diget er ca. 30 km langt og kæmpestore sluser holder vandstanden i søen 40 cm under Vadehavet. Vi overnattede på Kornwerderzand ved digets begyndelsen med en dejlig udsigt over indsøen. Her findes også store tyske bunkers, en del af Atlantvolden fra 2. verdenskrig. 194 km.
5. dag kørte vi over dæmningen og den lige vej til en lille by Sassenheim, hvor vi holdt ved en lystbådehavn ved søen Dieperpoel 131 km. Om eftermiddagen cyklede vi til blomsterparken Keukenhof for at se hvor langt det var. I alt 15 km.
Kirke
6. dag cyklede vi fra morgenstunden til verdens største blomsterpark Keukenhof, 32 hektar hovedsalig med tulipaner i alle afskygninger, besøges hvert forår af ca. 1,5 mill. mennesker. Parken er virkelig imponerende, velholdt, velduftende og smuk. 13 km.
Video fra turen Fyn til Holland
Tilbage til indhold